Tekstbase - kontekst
Du er på side 1 af 17 sider (Side 136 i forlægget)
Document Buttons
Urania Titani
En tibi sexcentos tribuit quos Pagina versus,
Accipe, mi Titan, et lege quando vacat.
Sunt ideo multi ne sit responsio promta,
Ipse sed hanc nobis ore referre velis.
Venit ab Urania quam cernis Epistola Titan,
Nil sibi rescribi, te sed adesse cupit.
Littera multa quidem perarata est, multa supersit,
Ast cùm te caream, quid tua charta juvat?
Te retinet nimium nostris ars invida votis,
Nec tanti Hermes nec tota Chimia foret.
Ars vana et linquens vacuatas ære crumenas,
Quam propter vacuo linquor et ipsa thoro.
Quam propter sine sole dies, sine sidere noctes
Orba traho, quòd abes Solque, Jubarque meum.
Ars utinam tenebris, unde orta, perîsset Averni,
Quæ mihi tot nitidos abstulit atra dies.
Jure vocanda atra est, quia fit carbonibus atris,
Non decuit niveas res ita nigra manus.
Ast ego quòd linquar modicum est, tu læderis inde.
Ægra fit hinc tua mens, hinc malè corpus habet.
Quando etenim curis nimiis noctesque diesque
Carperis, ut votis Ars sit amica tuis.
Et tandem inventum NIHIL est, quod, et usque requiris,
Nonne animus tantâ spe cecidisse dolet?
Dum per anhela trahis foedos spiracula fumos,
Quos simul et carbo, materiesque parit;
Nonne tenella tibi languescere pectora sentis,
Pectora pectoribus quæ magis apta meis?
Quæ comperta loquor, quia et ipsa sat omnia novi
Quot vestræ species, quot mala carbo, ferant.
Ah quoties faciem spurcas, quotiesque labella,
Quæ servanda mihi bella labella forent.
Sæpe cutis toto maculis tibi corpore liuet,
Mollior antè novâ candidiorque nive.
Nuper enim Stygias satagenti impellere Lymphas,
Cum tonitru Nitrum vincula rupit atrox.
URANIAS BREV TIL TITAN
På disse sider, Titan, får du nu 600 vers,
som du kan læse når du har tid.
Antallet er så stort for at du ikke skal kunne svare uden videre,
men ønske selv at overbringe svaret mundtligt.
Det brev du har i hånden nu, min Titan, kommer fra Urania.
Hun ønsker ikke at få skriftligt svar - men dig tilbage!
Du har sendt mange breve - og det håber jeg blir ved -
men når jeg savner dig, hvad nytter så papir?
Du holdes borte af din videnskab, der er misundelig på mine ønsker.
Gid Hermes, ja gid hele din kemi dog havde mindre magt!
Din videnskab er tom, og efterlader pungen tom for penge
- og også jeg er efterladt, min ægteseng er tom på grund af den!
På grund af den henlever jeg i ensomhed solløse dage, stjerneløse nætter,
mens du er væk, min sol, mit eget lys.
Gid dog den videnskab var blevet slugt af mørket i den underverden den er kommet
fra,
for denne sorte kunst frastjæler mig så mange lyse dage.
Den kan med rette kaldes sort, for den forbruger sorte kul.
En ting så sort er ikke dine hvide hænder værdig.
Men at jeg lades ene er en småting: du tager skade af det.
Dit sind blir træt, din krop blir syg af det.
For når du slider i det nat og dag,
for at din videnskab skal vise venlighed mod dine ønsker,
og du alligevel - hvor meget du end søger - INTET finder,
får du så ikke sår i sjælen af at skuffes i så stort et håb?
Når du med møje ånder i den ækle røg
fra både kullet og det stof du gør forsøg med,
føles det så ikke som om dit stakkels sarte bryst udpines?
- det bryst der egner sig langt bedre til at hvile imod mit.
Jeg taler af erfaring nu. Jeg kender selv til alt det ubehagelige
som dine kul og dine mange stoffer kan forvolde.
Hvor ofte blir dit ansigt ikke svinet til - og dine læber,
de søde læber som jo burde være mine helt alene.
Og ofte får du blå og gule mærker over hele kroppen,
hvor huden før var blød og hvid som urørt sne.
En gang for ikke længe siden da du stod og rørte rundt i stygisk vand,
sprængte den grusomme salpeter sine lænker med et brag
